Historien bag showet
Ramayana-fortællingen fortalt ved Kecak-forestillingen i Uluwatu
Prins Rama, hans bortførte hustru Sita, en abegeneral og en brændende by — Kecak-koret dramatiserer en passage fra et af Asiens ældste epos på en scene på klippekanten.
Se Uluwatu Kecak-billetter på GetYourGuide ↗Historien bag chanten
Ramayana er et af hinduistisk litteraturs store epos, der fortæller historien om prins Rama, hans hustru Sita og den lange kamp for at genforene dem, efter at Sita bliver bortført. Historien findes i utallige versioner på tværs af Syd- og Sydøstasien i snesevis af sprog og kunstformer, og på Bali optræder den i tempelreliefudskæringer, skyggespil og flere dansetraditioner — Kecak er blot det internationalt mest kendte udtryk for den. De fleste forestillinger ved Uluwatu fokuserer på én central passage af det langt længere epos: bortførelsen af Sita og krigen, der udkæmpes for at vinde hende tilbage.
Sitas bortførelse
I denne episode, som de fleste Kecak-forestillinger dramatiserer, bliver dæmonkongen Ravana, hersker over øriget Lanka, besat af Sita og lokker Rama og hans bror væk fra deres skovlejr med et trick, før han griber hende og fører hende bort i en flyvende stridsvogn. Det er hele dramaets udløsende handling – alt, hvad der følger, søgen, alliancen med abehæren og det endelige slag, udspringer af denne ene bortførelse. På scenen bliver den syngende kor til skov, stridsvogn og tumult på én gang, mens scenen udfolder sig.
Hanuman, abegeneralen
Hanuman er eposets mest elskede skikkelse: en abegeneral begavet med overmenneskelig styrke og evnen til at springe enorme afstande, og som tjener Rama med ubetinget loyalitet. Sendt ud for at finde Sita krydser Hanuman til Lanka, finder hende i fangenskab og overrækker hende en ring fra Rama som bevis på, at hjælp er på vej. Fanget og ført frem for Ravanas hof bliver Hanuman ydmyget – og i den mest kendte version af episoden bliver hans hale viklet ind i klæde og sat i brand. Han undslipper og bruger den samme brændende hale til at sætte ild til dele af byen, før han vender tilbage til Rama.
Hvorfor showet ender i ild
Den dramatiske ildsekvens, der afslutter de fleste Uluwatu-forestillinger, henter sin symbolik fra denne del af historien — ilden som både straf og gengældelse og som det visuelle klimaks i Ramayanas centrale trodsakt. I praksis behandles ild-trance-finalen ofte som et selvstændigt indslag i showet, forankret i den samme sanghyang-trance-tradition, som Kecak selv voksede ud af, hvor en udøver siges at gå i trance, før hun eller han sparker en dynge brændende kokosskaller fra hinanden. Forskellige fortolkninger knytter den til historien med varierende grad af bogstavelighed, men symbolikken — ilden som vendepunktet — er konsekvent.
Genforeningen, bag scenen
Den fulde Ramayana fortsætter langt ud over, hvad en times forestilling kan dække: Rama allierer sig med abekongen Sugriva, abehæren bygger en dæmning til Lanka, en krig udkæmpes, Ravana besejres, og Rama og Sita genforenes til sidst på den anden side af konflikten. Uluwatus Kecak dramatiserer typisk kun de indledende faser af den bue — bortførelsen, søgen og ildscenen — snarere end hele felttoget, hvilket er en af grundene til, at forestillingen holder sig til en stram time frem for de flernætters fortællinger, som eposset somme tider får andre steder på Bali.