FORSTÅELSE AF KUNSTFORMEN
Hvad er Kecak-dansen? Balis abesang forklaret
Ingen gamelan, ingen trommer, ingen strengeinstrumenter — Kecak er Balis eneste store dans, der udelukkende er bygget på den menneskelige stemme. Her er, hvordan "abesangen" faktisk fungerer.
Se Uluwatu Kecak-billetter på GetYourGuide ↗Et kor, ikke et orkester
Næsten alle balinesiske danse opføres til et gamelan-orkester af gongonger, metallofoner og trommer. Kecak er undtagelsen: hele lydsporet kommer fra dusinvis af barhovede mænd, der sidder i koncentriske ringe og messer den sammenflettede stavelse "cak" i overlappende rytmiske lag. Der er ingen instrumenter på scenen overhovedet – koret leverer percussion, melodi og stemning udelukkende med stemme, hænder og krop, hvilket er grunden til, at Kecak opleves så anderledes end en konventionel balinesisk danse-drama, og hvorfor den har fået tilnavnet "abekoret": den pludrende, lagdelte "cak-cak-cak" blev af tidlige vestlige observatører sammenlignet med en flok aber.
Bygget på et ældre tranceritual
Kecak er ikke i sig selv en gammel tempeldans – den blev formet i 1930'erne ud fra sanghyang, et langt ældre balinesisk tranceritual, hvor de syngende udøvere ifølge troen inviterede ånder ind i danserne for at beskytte en landsby eller afværge sygdom. Den balinesiske kunstner Wayan Limbak tilskrives æren for at have omsat sanghyang'ens hypnotiske "cak"-sang til en iscenesat forestilling, i samarbejde med den tyske maler Walter Spies, som dengang boede på Bali og var med til at forme den, så den blev forståelig for et udenlandsk publikum. Resultatet bevarede sangens trance-rituelle kraft, men lagde en fortælling ovenpå.
Hvorfor Ramayanaen blev podet på
Frem for at opfinde en ny historie valgte skaberne af dansen at sætte koret til scener fra Ramayana, det hinduistiske epos, der allerede er velkendt over hele Bali gennem tempeludskæringer, skyggespil og ældre danseformer. Koret har en dobbelt funktion gennem hele forestillingen: til tider er det blot en væg af rytmisk lyd, og andre gange bliver ringene af syngende mænd fysisk til selve historien – de løfter armene og danner en skov, lukker rækkerne for at antyde en slaglinje, eller svajer som havet, Hanuman springer over. Det er delvist sang, delvist kor, delvist en levende scenografi.
Sådan er chanten bygget op
Cak"-mønsteret er ikke tilfældig råben – det er bygget op af sammenlåsende rytmiske celler, hvor forskellige dele af koret synger let forskudte mønstre, der går i lås og skaber en tæt, hypnotisk tekstur, ikke ulig de sammenlåsende gong-mønstre i en gamelan, men udelukkende produceret af stemmer. En forsanger eller fortæller (dalangen) synger de sungne passager, der bærer Ramayanaens plotpunkter og karakterstemmer, mens det siddende kor leverer den rytmiske motor nedenunder. At se, hvordan mønstrene bygges op, falder ud og vender tilbage, er for mange førstegangsseere mere fascinerende end selve historien.
Fra landsbyens scener til Uluwatu
Kecak opstod på almindelige landsby-scener, og versioner af den opføres stadig flere steder rundt om på Bali. Uluwatu-forestillingen er en af de mest kendte rammer for dansen på hele øen, ikke mindst på grund af stedet: showet finder sted i et specialbygget friluftsamfiteater ved kanten af Pura Luhur Uluwatu, et klinttempel ved havet, hvor forestillingen er timet til at slutte, når solen går ned over Det Indiske Ocean bag scenen. Koret og rammen var oprindeligt ikke forbundet – det er netop kombinationen, der gjorde denne særlige version berømt.